De fængslede herrer slap løs efter nogle maaneders forløb
mod at love at ville holde sine slotte o. s. v. til erkebispens
og raadets haand. Men der kom ikke nu mere liv i raadet.
Hr. Klaus Bilde meldte sig snart helt ud af dette; med den
katholske lære var de geistlige medlemmers magt allerede helt
undergravet. Erkebiskopen selv forlod i 1537 landet efter endnu
i nogen tid at have fortsat sin vaklende politik, og de øvrige
biskoper maatte vige sin plads som kirkens fyrster. Om noget
samlet rigsraad er der ikke længere tale. De enkelte medlemmer
af raadet aflagde hver for sig sin hylding til den nye
konge.[1] Dog forudsættes det endnu i December 1536 som bestaaende,[2]
og selv Klaus Bilde synes i det følgende aar ikke
at have betragtet det som opløst.[3] Nogen formelig opløsning er
heller ikke foregaaet. Men idet den nye konge ikke tog de
faa tilbageværende medlemmer i ed, var den dog foregaaet i
virkeligheden; der kjendes intet exempel paa, at nogen af disse
senere har ladet sig kalde rigsraad. Mod Kristjern III kunde
landet ingen modstand gjøre. Til en fornyelse af dets raad
kunde denne ikke have megen lyst, og efterat han ved sin
haandfæstning havde indgaaet paa at bringe Norge i et provinsielt
forhold til Danmark, kunde der aldeles ikke blive tale
herom. Rigsraadets rolle var saaledes endelig udspillet.
Dettes bortgang kunde for samtiden ikke være meget iøinefaldende. I lange tider havde det kun havt ringe betydning, og den indflydelse, som paa papiret var det tilsikret ved de forskjellige haandfæstninger, havde i regelen kun været et skin. Folket var vant til at se sig styret af Danmarks konge og raad. De forretninger, som hidtil havde været besørgede af Norges rigsraad, gik lige godt efter dettes ophør. Kansleren vedblev at udstede landsvist-breve under rigsseglet. De dømmende herredage holdtes med visse mellemrum, og for øvrigt havde man i overlagthingene en fast overdomstol. Der var intet hul efter det forsvundne rigsraad, som forlængst havde overlevet sig selv. Ved begivenhederne i 1536 og 1537 mistede Norge ingen selvstændig centralstyrelse. Administrationen var alt i forveien opløst efter de forskjellige len; i denne henseende foregik der ingen forandring. Styrelsen laa nu som før umiddelbart under kongen, som udøvede sin magt dels med dels