Fylkesforforfatningen og det gamle ættearistokrati. – Lendermændene træde i kongedømmets tjeneste. – Aristokratiet taber derved sin gamle lokale karakter, men aabner sig tillige veien til en ny udvikling. – Giskeætten. – Nye ætter kunne indgiftes i de gamle. – Betydningen af det lavbyrdige element, som kom i veiret med Sverre, maa ikke overvurderes. – Borgerkrigenes indvirkning paa aristokratiets økonomiske forhold. – De indre uroligheder fremkalde et besiddelsesløst aristokrati. – Gamle ætter tabe sine eiendomme. – Landets økonomiske forhold gjøre det vanskeligt for nye ætter at komme i veiret. – Anseede ætter, der ikke ere jævnbyrdige med lendermands-aristokratiet. – Høiadelens fornemhed. – Ætten paa Finnen. – Aristokratiet svinder stadig sammen. – Baroner og riddere. – Ledingsfriheden. – Byrden bevarer fremdeles sin betydning. – Hirdmandsklassen. – Aristokratiets stilling forandres. – Dets forhold til det kongelige raad.
Den glans, som fra oldtiden af hvilede over de høibaarne norske ætter, havde endnu paa den tid, som her nærmest maa haves for øie, perioden efter borgerkrigenes slutning, bevaret sig, og, som det synes, ialfald tildels med usvækket styrke. Alligevel var deres plads i samfundet i mangt og meget bleven en anden, end den oprindelig var. Navnlig var det derved af betydning, at deres herskende .stilling i deres egne bygder var ophørt eller ialfald bleven rokket ved den mere og mere udviklede centralisation, der blev en følge af kongedømmets seier i borgerkrigene. Med den gamle fylkesforfatnings forsvinden havde ogsaa den indflydelse, som denne havde skjænket det gamle ættearistokrati, tabt sin, betydning. »Modsætningen mellem den lokale høvdingemagt og kongemagten blev ophævet og den sidste befriet fra enhver selvskreven konkurrense eller deltagelse i landets styrelse«.[1] Men deri laa det ikke med tvin-
- ↑ J. E. Sars, Udsigt over den norske historie, II, s. 871.
