gende konsekvense, at aristokratiets rolle med en gang skulde være udspillet, og at det for fremtiden kun skulde være kongedømme og demokrati, der kunde finde plads i det norske samfund. Den forandring, som her var indtraadt, var kun foregaaet ganske langsomt. Gjennem aarhundreder havde forholdene lidt efter lidt lempet sig efter de nye tider, og aristokratiets medlemmer havde samtidig ogsaa nærmet sig mod kongemagten. Skjønt det efter sin hele oprindelse hvilede paa ganske andre forudsætninger, havde det dog allerede tidlig maattet bøie sig for de nye forhold og med lendermands-værdigheden modtage det ydre tegn paa sin fremragende stilling af kongedømmet. Efterhaanden blev der flere berøringspunkter, navnlig da det i det 12te aarhundrede var blevet sædvane, at de store ætters medlemmer overtoge de nye sysselmands-embeder, først i sine egne bygder, derpaa ogsaa paa andre, selv mere fjerntliggende steder.[1] Dette er ganske vist et blandt flere vidnesbyrd om, at det var forbi med det patriarkalske grundlag, hvorpaa det gamle norske ættearistokratis magt en gang havde hvilet; men naar en nyere forfatter, som har behandlet dette emne, deraf tillige har villet udlede den slutning, at dette ogsaa var et bevis for, at aristokratiets medlemmer nu savnede betingelserne for at indtage en uafhængig holdning lige over for kongedømmet,[2] da er det neppe berettiget. Hvad der nu var ophævet, var nærmest alene aristokratiets lokale karakter og dets dermed følgende lokale indflydelse. Men det havde paa samme tid vist, at det forløbig havde evnen til at rette sig efter de nye forhold og gaa over i en ny stilling, og om det ogsaa tidligere mellem det og kongedømmet havde bestaaet en stærk indre modsætning, saa viser netop aristokratiets egen optræden, at denne ialfald ikke var saa uforsonlig, som man har villet gjøre den til. Det maa erindres, at borgerkrigenes forvirring i mange henseender netop bidrog til at nærme aristokrati og kongemagt, hvad enten det var thronprætendenten, der under sig indordnede dettes med-
- ↑ R. Keyser, Efterladte skrifter, II, 1, s. 210. I 1198 fortælles det saaledes i Sverres saga (kap. 144) om Agmund Vaagapung, som dog maaske ikke var lendermand, at han havde sin æt paa Oplandene, men syssel i Orkedalen.
- ↑ J. E. Sars, anf. st. II, s. 372: »Et vidnesbyrd om, at det var forbi med det patriarkalske forhold, hvorpaa deres magt en gang havde hvilet, og at de nu savnede betingelserne for at indtage en uafhængig holdning ligeoverfor kongedømmet«.
