ætter, der vare henviste til et ringere jordegods, i mange tilfælde synke ned i de lavere samfundsklasser. Ogsaa dette maatte have den samme virkning.
Hvad der oprindelig havde givet det gamle norske aristokrati dets betydning og indflydelse i samfundet, var netop for en stor del det nære forhold, hvori det stod til sine omgivelser. Fra disse skiltes det fra først af ikke ved nogen stærkt fremtrædende kløft. Tværtimod laa det ene samfundslag nær til det andet, og de følte sig vistnok alle i en indre forbindelse med hverandre. Lendermandsaristokratiet havde under sig en række anseede ætter, hvorfra man igjen gradvis sank ned til den store masse, dog uden at der paa noget sted lod sig trække skarpe grænser. Men en saadan samfundsorden kunde ikke længe opretholdes. Den jævnt fremskridende udvikling medførte en stigende adskillelse mellem de enkelte samfundslag. De høiere hævedes i veiret, medens de lavere trykkedes ned, og de sociale uligheder begyndte at gjøre sig gjældende med stedse større kraft. Som en følge heraf begyndte de gamle forudsætninger for det høiere aristokratis stilling i samfundet ogsaa paa denne maade at forrykkes.[1] Den en gang aabnede kløft maatte senere stadig udvides, og om ogsaa dette kun gik langsomt, synes det dog, som om det maa have ligget i forholdenes medfør, at de nedlagte spirer til udviklingen af et virkeligt høiaristokrati maatte slaa rod. Men dermed var ogsaa grundlaget for de
- ↑ Smlgn. J. E. Sars, anf. s. II, s. 21 flg. Som en saadan anseet, mindre høibyrdig æt kan man maaske f. ex. betragte »Varteigsmændenes æt« i Borgesyssel, der udtrykkelig omtales i sagaerne som en »god æt«. Til den hørte Inga, kong Haakon Haakonssøns moder, og Audun i Borg. I den samme del af landet finder man ogsaa samtidig »Guthorm Graabardes æt«, hvortil hørte bonden Erlend af Husabø, der var kong Sverres frænde. Disse ætter have maaske begge staaet paa det samme trin i samfundet. – Audun i Borgs datter har rimeligvis været indgiftet i en af de fornemste ætter i Fjordene, og hendes søn synes at have været den i dette tilfælde efter morfaderen opkaldte Audun Hugleiksson Hestakorn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 351 flg. Saafremt denne sidstes æt har hørt til de mest høibyrdige paa den kant af landet, hvor den havde hjemme, har det maaske nærmest været Audun i Borgs slægtskab med kongehuset, der bragte hans datter dette giftermaal. Men hans æt kan dog ogsaa have talt lendermænd i sin midte og have været ialfald nogenlunde jævnbyrdig med den for øvrigt ubekjendte slægt, hvortil Audun Hugleikssøn hørte.
