fornemme ætters magt og indflydelse blevet et andet, end det oprindelig havde været.
Jo mere der aabnede sig en saadan kløft, desto mere maatte den egentlige høiadels fornemhed vinde i ydre anseelse. I forbindelse med dens forøgede rigdomme kan dette have givet dens kreds en ny glans, der, om den end var meget forskjellig fra den tidligere, dog ikke derfor behøvede at være mindre stærk. Folkets opfatning af samfundet var visselig fremdeles af den art, at den blev gunstig for en almen anerkjendelse af en saadan høiadels fremtrædende stilling i dette. Forudsætningen om, at de gamle, gode ætter vare de første, holdt sig tiltrods for alt. Skjønt borgerkrigene ved sine resultater tildels maa have fremkaldt voldsomme brud paa denne, sees den dog snart igjen at have vundet fornyet styrke, og den maa da ogsaa have bidraget til at fæste det nye grundlag, hvorpaa høiadelen var henvist til at bygge sin magt. Magnus Lagabøters lovgivning anerkjendte udtrykkelig (hirdskraaen, kap. 49) som forn siðr, at hirden skulde hente sin tilgang fra góðum ættum. Udtrykket var ganske vist noget ubestemt efter sine ord.[1] Men det er dog neppe uberettiget at fortolke det saaledes, at der ogsaa til oprykning i en af de høiere klasser af hirden som oftest fordredes jævnbyrdighed med denne i de foregaaende slægtled. En saadan regel kunde visselig ikke altid overholdes, og det norske aristokrati har ikke heller nogensinde kunnet hævde sin helt ublandede sammensætning. Men alligevel var det ikke let at trænge ind i dets kreds, der ligesaa meget holdtes sammen ved egne traditioner, som ved de øvrige samfundsklassers respekt, og deri laa ogsaa en vægtig hindring for, at nye elementer i større udstrækning kunde optages mellem de gamle ætter som deres fuldstændige ligemænd.
Endnu i det 14de aarhundrede ser man en æt som den rige, der havde sit sæde paa Finnen, aldrig naa over de lavere rangklasser, og tiltrods for sine store besiddelser hæves den først langt nede i tiden op i den høieste derved, at dens sidste kvindelige ætling bringer dens betydelige eiendomme som medgift til en endnu fornemmere mand. Denne æt var neppe tid-
- ↑ Disse ord maa rimeligvis tages i en meget udstrakt betydning. I kongesagaerne om Sverre og hans efterfølgere omtales saaledes hirdmænd, der tilhørte meget forskjellige samfundslag. Eyjulf Havlessøn var søn af en bonde. En anden hirdmand var søstersøn af selve Paal Vaagaskalm.
