i en større udstrækning søgte forøget glands ved at træde i et nært og underordnet forhold til kongedømmet, udenfor det, hvori de som medlemmer af hirden stode til dettes personlige repræsentant, var allerede af ældre datum. Lendermændenes værdighed var gaaet over til en titel, der var forbeholdt de høibaarne ætter, men som ikke hindrede dens indehavere fra at overtage stillinger, som efter den gamle opfatning skulde være uforenelige dermed.[1] Nu blev den noget reelt.
I hvilken udstrækning de af Magnus Lagabøter tilstaaede personlige fordele have virket til at fremkalde forøget tilstrømning til den kongelige hird, lader sig naturligvis ikke afgjøre med paalidelighed. Men naar der i den følgende tid optræder mange hirdmænd, om hvem der er al grund til at antage, at de kun sjelden, om overhovedet nogensinde, have gjort tjeneste hos kongen, er det sandsynligt, at der virkelig er foregaaet en betydelig udvidelse af hirdmændenes antal. Hirden er saaledes nu maaske bleven rekruteret mellem videre kredse, end før var tilfældet, selvfølgelig dog kun af gode ætter. Saadanne gaves visselig ogsaa endnu i et ikke ringe antal udenfor lendermændenes kreds.[2] Dels har det været sidelinjer af de store ætter, dels virkelige hauldsætter, der i ælde, om just ikke altid i rigdom, kunde kappes med hine, som paa denne maade afgave det forøgede personale, der traadte ind i hirden og derved opnaaede de nye rettigheder. Idet alle disse gjennem privilegiernes særegne art bleve stillede paa omtrent samme fod som lendermandsætterne, blev det grundlag, hvorpaa aristokratiet hvilede, atter gjort bredere. Dette fik saaledes leilighed til at erholde sig tilført forøget livskraft og derved efterhaanden skyde nye spirer. Efter hvad man kjender af Magnus Lagabøters karakter, er der ingen grund til at formode, at han derved har tænkt
- ↑ Smlgn. J. E. Sars, Udsigt over den norske historie, II, s. 372.
- ↑ Nogen middelstand i dette ords moderne betydning kjendte det gamle norske samfund kun ufuldstændig. Derimod maa der til alle tider have været grader inden dets aristokratiske lag, af hvilke de laveste kun ved ubetydelige forskjelligheder vare skilte fra den store masse Man kunde derfor nok tale om en jordeiende middelstand, som altid havde holdt sig, om den ogsaa havde lidt under det høie aristokratis tendens til at udvide sig – og af denne er der vel ogsaa altid tildels hentet hirdmænd. Naar nu hirden under eller efter Magnus Lagabøter modtager en forøget tilstrømning, er det altsaa tildels denne middelstand, der skaffer en saadan. I Sverres tid er Eyjulf Havlessøn et fremtrædende exempel paa en anseet hirdmand af bondeæt. Jvfr. s. 34.
