optræder der i flere bygder et temmelig betydeligt antal af saadanne ætter, der tilhøre et mellemlag mellem høiadelen og det øvrige folk, og hvis medlemmer som hirdmænd føre skjoldmærker, der skille dem ud fra det sidste.
Paa denne maade kunde adelen tilsyneladende atter for længere tid sikres et varigt underlag, fra hvilket med tiden dens uddøende grene kunde fornyes. Kredsen af de ætter, som paa nogen maade kunde henregnes til aristokratiet, blev derigjennem fæstnet i sin videste udstrækning, og der aabnedes dem alle adgang til at erholde et iøinefaldende stempel paa sin gode byrd. Fra lovgivningens side var ialfald alt gjort for at danne et aristokrati, der havde sit grundlag i hirdmandsklassen og mod oven løb ud i de ætter, hvis første medlemmer vare baroner og riddere.
Samtidig med, at de nye privilegier i almindelighed skjænkede de samfundsklasser, der havde sine repræsentanter i hirden, en fremtrædende stilling fremfor det øvrige folk, maatte ganske vist ogsaa de fornemste hirdklasser ved sine nye værdighedsnavne endnu hæves et trin i veiret over sine omgivelser. Uagtet det er rimeligt, at hensynet til den ydre glans herved kan have havt megen betydning, er det vel neppe alene dette, som har bragt Magnus Lagabøter til at indføre de nye titler. Men hvilke disse andre hensyn kunne have været, derom savnes nærmere oplysninger. Hvis man kan lægge nogen vægt paa det udtryk, som en enkelt gang i et offentligt aktstykke forekommer om den første af disse nye klasser, barones rikissins,[1] da kunde man nærmest opfatte det, som om hensigten med den hele forandring havde været den, at lendermænd og skutilsvende fra nu af som indehavere af de høieste værdigheder udtrykkelig skulde fremhæves som rigets dignitærer. En saadan slutning vil dog ikke være aldeles paalidelig. At man ved denne leilighed har villet følge udlandets exempel, er naturligt nok; men der kan dog neppe fra de fremmede forbilleder hentes nogen sikker opfatning af, hvad der nærmest tilsigtedes med den officielle indførelse af baron- og ridder-titelen i Norge. Derimod er det ganske naturligt, at disse titler for sine indehavere kunde blive en opfordring til at forsøge paa at opnaa en stilling, som svarede til den, der i andre lande indtoges af de samfundsklasser, som der repræsenteredes af baroner og riddere. Med andre ord, for aristokratiets fortsatte udvikling kunne de have havt megen betydning og vilde havt dette i en endnu
- ↑ Norges gamle love, II, s. 475. Smlgn. s. 36 med note 3.
