et paafaldende sammenhold, kraft og energi stillede sig imod hierarkiet og trængte dette tilbage.
En nyere forfatter[1] har herom udtalt sig i følgende ord: »Alene under formynderstyrelsen efter Magnus Lagabøters død se vi stormændene staa enig sammen og forfølge med klarhed og styrke gjennemførelsen af et bestemt politisk program. Men dette program var kongedømmets og ikke noget for dem eiendommeligt; det var Sverres politiske grundsætninger og ikke hans modstanderes, af hvilke formynderstyrelsens medlemmer viste sig gjennemtrængte, idet de saa ivrig stillede sig i veien for erkebiskop Jons hierarkiske tiltag. Intet godtgjør klarere end dette, hvor fuldstændig det gamle lendermandsparti var bleven sprængt, hvor lidet traditionerne fra dets herskende dage i virkeligheden have havt at betyde, hvorledes under de gamle former en helt ny aand havde gjort sig gjældende. Aristokratiet kunde ikke opnaa at blive en selvstændig magt i staten uden i forening med geistligheden; de to vare naturlige allierede i erkebiskop Jons og Audun Hugleikssøns tid, som i Erling Skakkes og erkebiskop Eysteins. Naar desuagtet repræsentanterne for de store ætter paa en tid, da de havde fuldkommen frie hænder, i stedet for at søge at komme til forstaaelse med hierarkiets forkjæmpere, stødte disse fra sig og enig sluttede sig om de monarkiske interesser som om sine egne: er det et vidnesbyrd om, at den indre sammenhæng mellem dem og deres forgjængere i det 12te aarhundrede, hvis værdighedsnavne de bare, og hvis blod for en del randt i deres aarer, var brudt, og at, hvad enten de efter kjødet vare ætlinger af Magnus Erlingssøns høibyrdige tilhængere eller af de stavkarle, der gjorde sin lykke ved at følge Sverre, saa stammede de aandig allesammen fra disse sidste.«
Efter den opfatning, som har dikteret disse ord, skulde det altsaa have været et misgreb af det norske aristokrati, at det efter Magnus Lagabøters død optog kampen mod hierarkiet paa grundlag af det program, som først var fremsat af Sverre. Dette skulde være et brud med dets egne gamle traditioner fra den første halvdel af borgerkrigene. Men en saadan mening holder neppe stik, naar den undersøges nærmere.
For det første er derved ikke taget hensyn til aristokratiets økonomiske evne til at holde sig frem i en kamp om magten i staten, – noget som i middelalderens politiske historie aldrig
- ↑ J. E. Sars, Udsigt over den norske historie, II, s. 377 flg.
