høibyrdige og rigeste mand.[1] Ved deres side have rimeligvis ogsaa Thornbergættens med kongehuset nær beslægtede repræsentanter mødt frem ved denne leilighed, hr. Erling Alfssøn, og hans mere berømte søn, hr. Alf Erlingssøn, samt svigersønnen, hr. Thore biskopssøn, der tidligere havde været kansler, – videre den nye kansler, hr. Bjarne Lodinssøn, hr. Andres Paalssøn Plytt, hr. Hallkell Agmundssøn Krøkedans, hr. Gaut af Tolga og hr. Jon Brynjulfssøn af Kvaal. Til samme tid indfandt ogsaa erkebiskopen sig i Bergen tilligemed samtlige under ham hørende lydbiskoper – med undtagelse af biskoperne af Orknø og Grønland – for der at holde et kirkemøde. . En saadan forening af et verdsligt og geistligt møde var intet nyt. Kirkelige møder ere ofte afholdte samtidig med rigsmøder og høvdingemøder, og de have endog i en ganske væsentlig grad enten dannet forbilledet for disse eller givet stødet til deres afholdelse. Det provincial-concilium, som nu afholdtes, var usædvanlig talrigt besøgt. Erkebiskopen havde nu ligesom opbudt hele hierarkiets styrke for at tilkjæmpe dette seiren, idet han troede at have udsigt til at vinde store fordele for kirken paa bekostning af kongedømmet.
Idet kampen mellem baronerne og erkebiskopen snart kom til udbrud, er det ikke at vente, at der skal findes mange spor af en administrativ eller lovgivende virksomhed fra begges side i fællesskab under dette møde. Senere hen blev spændingen mellem de to samfundsklasser, af hvilke kongedømmet hentede sine høieste raadgivere, saa stor, at geistligheden for en væsentlig del trængtes tilside og kun i ringe udstrækning øvede indflydelse paa statsstyrelsen. Dens deltagelse i raadets forhandlinger kan derfor under kong Eriks styrelse allerede af denne grund ikke antages at have været af nogen synderlig betydning, og der mærkes heller ikke synderlig til den.
I den unge konges kroningsed, som han aflagde 2den Juli 1280, lovede han bl. a. ogsaa: malasqve leges et consvetudines perversas, præcipue contra ecclesiasticam libertatem facientes abolere et bonas condere, prout de concilio fidelium nostrorum melius invenire poterimus – eller, som det sidste heder i edens norske redaktion: eptir þvi sem framazt fám vér ráð til af
- ↑ Om Margrete siges i brudstykket af kong Magnus Haakonssøns saga udtrykkelig, at hun tyktes at være det bedste gifte i landet baade for sin æts, sin rigdoms og sin skjønheds skyld.
