várum tryggastu mönnum.[1] Da kroningseden var affattet i overensstemmelse med erkebiskopens ønsker,[2] maa det antages, at der ved de i den omtalte troe raadgivere saavel har været tænkt paa geistlige, som paa verdslige, og navnlig har vel erkebiskopen gaaet ud fra, at han selv skulde være en af disse. Imidlertid synes det, som om man under de forhandlinger, der fulgte umiddelbart ovenpaa kroningen, og som indledede det endelige brud, har skilnet mellem erkebiskopen og de verdslige herrer og alene betegnet de sidste som »kongens raadgivere«. I et brev af 17de Marts 1281, der er en af de vigtigste kilder for dette tidspunkts historie,[3] siges det saaledes, at erkebiskopen efter kongens kroning havde havt multa colloqvia cum eodem domino rege, regina et consiliariis eorundem. Imidlertid nævnes ved denne leilighed ingen af disse kongens og hans moders raadgivere udtrykkelig ved navn, saaledes at man kan vide, hvem de have været. Eftersom splittelsen blev større, maatte ogsaa denne forskjel mellem kongens raadgivere og den høie geistlighed blive mere og mere kjendelig. Medens de første nu opnaaede en betydelig indflydelse, blev, som sagt, den sidste, næsten skudt rent tilside. Kongens verdslige raadgivere traadte nu stedse mere frem, dels paa større møder, dels i den snevrere kreds, som i egentligste forstand maa benævnes det kongelige raad og nu rimeligvis paa et par undtagelser nær ogsaa alene talte verdslige herrer som sine medlemmer.
For første gang bliver der nu tale om raadets samtykke ved en regjeringsforanstaltning. Tidligere havde det kun været forudsat, at det skulde give kongen sine raad, medens han i den almindelige opfatning stod som den, der af egen magt fuldkommenhed fattede den endelige beslutning. Under en formynderstyrelse kom dette til at stille sig anderledes. Kongens frie beslutningsret kunde da ikke for nogen staa som andet end en ren form, – forsaavidt der overhovedet blev tale om at opretholde dette ydre skin. En i hans navn offentliggjort beslutning forudsatte med nødvendighed hans formynderes samtykke, hvad enten dette var indhentet i en større eller i en snevrere raadsforsamling. Intet kunde derfor ligge nærmere,
