Side:Det norske rigsraad.djvu/68

Denne siden er ikke korrekturlest
52

end at dette ogsaa formelig maatte blive udtalt, uagtet man for øvrigt paa den tid ikke var meget nøiagtig med at fastslaa og overholde statsretslige former, som det bl. a. netop sees af det brev, hvori kong Erik meddelte den engelske konge sin thronbestigelse; dette er udfærdiget i hans navn, uden at der tales et ord om hans formyndere eller raadgivere.[1]

Maaske er den første regjeringshandling, hvorved de kongelige raadgiveres samtykke ligefrem paaberaabes, den forordning om oprettelsen af værtshuse, som vides at være udstedt af kong Erik og hertug Haakon. Denne selv er tabt, men omtales i en senere forordning, som er udstedt af Haakon Magnussøn som konge, i hvilken han siger, at hans broder og han selv med raad og samtykke af erkebiskop, biskoper og alle andre de bedste mænd i riget havde truffet en bestemmelse om denne gjenstand.[2] Om tiden, naar dette var skeet, oplyses rigtignok intet. Men det kan dog være rimeligt at antage, at det netop har været i den første tid af formynderstyrelsen, og at den nu tabte originale retterbod er bleven udstedt ved en af de faa anledninger, hvorved der da kunde være tale om en samvirken mellem den høie geistlighed og kongens verdslige raadgivere. Oprettelsen af værtshuse laa ligesaa meget, om ikke mere, i geistlighedens end i den almindelige trafiks interesse, da de lettede pilegrimenes færd til St. Olafs helligdom i Nidaros. Af den grund kan ogsaa tanken om oprettelse af disse værtshuse ligesaa vel være udgaaet fra erkebiskopen, som fra de verdslige herrer, og den kan ogsaa af ham være bragt frem under et af de store møder, som holdtes i 1280 eller 1281. Dog kan det ogsaa være, at retterboden ikke er udstedt saa tidlig, men først tilhører en senere tid. I dette tilfælde vil det imidlertid blive vanskeligt at henføre den til et andet bestemt tidspunkt.

Fra det store høvdingemøde i 1280 haves sandsynligvis endvider en vigtig retterbod, der siges at være given með hinna bestra manna rádi.[3] Uagtet denne først senere blev endelig udstedt, er det nemlig rimeligt, at dens vigtigste bestemmelser allerede ere vedtagne ved denne leilighed. De vare ligefrem

  1. Rymeri foedera, II, s. 580.
  2. Norges gamle love, II, s. 136 flg.
  3. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 14 samt det der paaberaabte brev fra pave Martin IV.