Side:Det norske rigsraad.djvu/71

Denne siden er ikke korrekturlest
55

kunde savnes ved en saadan anledning, vendte man sig til den orknøiske biskop, der for det første som halv udlænding og mere fjerntboende stod forholdsvis udenfor striden, og som dernæst ialfald besad det fortrin at være bedst kjendt med de skotske forhold.[1]

Om selve raadets og formynderstyrelsens stilling meddele disse forhandlinger egentlig intet. Hvis de aktstykker, som vedkom denne sag, havde været bevarede, vilde disse maaske kunne have indeholdt flere oplysninger. Af den bevarede fortegnelse sees det, at syv norske høvdinger, som ikke kunde være tilstede, da traktaten – formodentlig umiddelbart efter den unge dronnings kroning i Norge – blev besvoren, have givet andre fuldmagt til at sværge paa sine vegne. Da dette tal er vel stort til, at det kunde tænkes, at saa mange medlemmer af den snevrere formynderstyrelse skulde have været fraværende ved en saadan anledning, kan det maaske antages, at samtlige baroner med undtagelse af disse syv ved denne leilighed have været tilstede og svoret paa overenskomsten om giftermaalet.

Fra 1282 haves en sikker efterretning om raadets tilværelse og virksomhed som institution i den retterbod, der udstedtes 16de September d. a. om handel og taxter i Bergen. I denne heder det, at den er udstedt med samtykke af enkedronningen, hertug Haakon, Bergens gjaldkyre, Jon Ragnvaldssøn, hele kongens høieste raad og alle de andre bedste mænd, som da vare i byen.[2] Her har man saaledes en udtalelse om, at de kongelige raadgivere ikke alene skulde give raad, men at ogsaa deres samtykke var nødvendigt for at skjænke en regjeringshandling fuld gyldighed. Saafremt den i det foregaaende (s. 52) omtalte retterbod om oprettelsen af værtshuse ikke, som der antaget, skriver sig fra et af aarene 1280 eller 1281, bliver altsaa denne retterbod af 1282 det ældste aktstykke, hvori forudsættes, at raadet ikke alene er raadgivende, men ogsaa samtykkende. Derved maa imidlertid erindres, at denne retterbod heller ikke er bevaret i sin oprindelige form. Hvad vi nu have, er egentlig kun en optegnelse af dens indhold, der er af-

  1. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 23 flg., og hvad ovenfor, s. 50, er anført om, at han var den ene af de to norske biskoper, som ikke havde givet møde ved provincial-konciliet i Bergen det foregaaende aar.
  2. Norges gamle love, III, s. 12 flg.