aar, vides at have udøvet regjeringshandlinger i den ældstes navn, er det kun lidet rimeligt, at hun og raadsherrerne, i anledning af, at han og ikke tillige den yngre broder var bleven myndig, have villet gjøre nogen øieblikkelige forandringer i den hidtil fulgte ordning af styrelsen. Der er saaledes vistnok gode grunde, som tale for, at man kan betragte formynderregjeringen som vedvarende, indtil ogsaa hertug Haakon havde opnaaet den for begge brødre fastsatte myndigheds-alder.
Hvorvidt formynderstyrelsen og raadet i disse aar har været betragtet som en enhed for saavel de kongelige som de hertugelige landsdele, eller om den har været delt for hver enkelt af disse, lader sig ikke aldeles bestemt afgjøre. For det sidste taler unegtelig den omstændighed, at raadet senere hen, da hver af brødrene førte styrelsen i sine landsdele i sit eget navn, var delt. Alligevel synes det dog at være mere rimeligt at antage, at styrelsen i den tid, da begge brødre endnu vare umyndige, virkelig har været ført under ét,[1] uden den forskjel, som senere hen iagttoges mellem de regjeringsanliggender, som vedkom de kongelige landsdele, og de, som alene angik hertugdømmet. I sig selv er det jo høist sandsynligt, at dronningmoderen ønskede at have begge sine sønner i sin umiddelbare nærhed, og naar disse først vare sammen, var der heller ingen grund til, at der skulde gjøres nogen forskjel mellem, hvad der siden skulde høre under kongen og under hertugen. Saaledes kunde det hænde, at man endog paaberaabte sig den sidste ved regjeringsforanstaltninger, der udelukkende gjaldt for de kongelige landsdele. Hertugens samtykke omtales paa denne maade i den ovenfor (s. 55) omhandlede retterbod for Bergen af 1282, og det beskyttelsesbrev, som i 1283 blev udfærdiget for domkirken i Nidaros, er ligeledes affattet i begge brødres navn.[2] Af mindre vægt er derimod den skrivelse til de østlandske sysselmænd om geistlighedens anmasselser, som antagelig skriver sig fra denne tid.[3] Denne vedkommer nemlig ligesaa vel landsdele, der maa have hørt til hertugdømmet, som saadanne, der umiddelbart stode under kongen. Følgelig maatte det her i alle tilfælde blive nødvendigt at lade skrivelsen udgaa i begge de kongelige brødres navn. Man kan da heller ikke derfra drage nogen paalidelig slutning om den fremgangsmaade,
