som i almindelighed anvendtes, naar en regjeringsforanstaltning gjaldt for den enes eller den andens landsdele, uden at vedkomme broderens. Imidlertid kan det vel, som antydet, ligge nærmest at gaa ud fra, at formynderstyrelsen har været ført i fællesskab for begge brødre.
I ethvert fald maa den samstyrelse, som saaledes rimeligvis maa have fundet sted antages at have vedvaret intil aaret 1284, da hertug Haakon selv overtog styrelsen af sit hertugdømme og da sandsynligvis ogsaa straks flyttede til Oslo, hvor han senere mest havde sit sæde. Dermed var han unddragen fra dronningmoderens indflydelse, selv om det ikke er meget sandsynligt, at den fjortenaarige gut allerede umiddelbart efter sin myndighedserklæring skal have kunnet vise den store selvstændighed, som man har villet tillægge ham.[1] Rimeligvis maa den unge hertugs omgivelser endnu i nogen tid have bevaret meget af sin gamle indflydelse over ham, og om han allerede tidlig optraadte paa en maade, som viste, at han misbilligede moderens og hendes venners optræden, da er det heri neppe berettiget at se mere end en udtalelse af de hertugelige raadgiveres mening. Da der ogsaa paa andre maader viser sig spor til rivninger mellem de mænd, som omgave kongen og hans moder, og dem, som raadede hos hertugen, er der grund til at formode, at der har hersket et spændt forhold, om det ogsaa er muligt, at dette ikke har havt nogen indflydelse paa de to brødres gjensidige stemning. Hr. Alf Erlingssøns strid med hr. Hallkell Agmundssøn Krøkedans er saaledes bekjendt nok. Imidlertid har vel i alle tilfælde hertugen i disse aar, der hengik, inden han selv besteg thronen som eneregent, dannet sig sin opfatning af forholdene og derhos efterhaanden udviklet sig til en stedse større selvstændighed. Kong Haakons optræden efter 1299 er øiensynlig for en væsentlig del bestemt efter, hvad han havde seet som hertug før 1299. I denne tid falder netop hans egentlige udvikling. At hertugen tillige efterhaanden kan have unddraget sig sine raadgiveres indflydelse, er baade
- ↑ P. A. Munch, anf. st. IV, 2, s. 120 flg., hvor ogsaa den tid, hvorpaa han overtog styrelsen af sit hertugdømme, nærmere omhandles. – Noget exempel paa, at enkedronningen har været nævnt i offentlige aktstykker ved siden af hertugen alene, findes neppe, hvorimod det paa et enkelt sted er tilfældet, at hun omtales ved siden af begge sine sønner, – dog ikke i et af dem udstedt brev: Til þess at virðuligir herrar, Eirekr konungr ok Hákon hertogi, ok fru Ingebjörg skili« etc. Biskupa sögur, I, s. 755.
