angaar den tredie af de geistlige, som nævnes i det her omhandlede aktstykke, provsten ved Bergens apostelkirke, da stod han i et meget løst forhold til den øvrige geistlighed. Maaske var dette endog allerede paa den tid gaaet over til et rivaliserende, hvad det end mere blev senere hen, da provsten som formand for den kongelige kapelgeistlighed opnaaede en meget fremragende stilling, som stærkt nærmede ham til biskoperne.[1]
Ved det egentlige raad«, som saaledes nu udtrykkelig omtales, kan der ikke forstaaes noget andet end den kreds af raadsmedlemmer, der jævnlig omgave kongen som hans conseil privé. Saaledes bliver det vistnok ogsaa dette, hvortil der sigtes i den mærkelige retterbod for Bergen af 9de Marts 1295,[2] idet kong Erik der nævner þeir goðir menn, sem hversdagliga hafa hjá oss verit. Han paaberaaber sig disse som vidner om den store kjærlighed, han altid havde baaret til Bergen og denne stads indbyggere. Hvorvidt denne snevrere raadgiverkreds faste har havt medlemmer, der vare udnævnte dertil en gang for alle, eller om de have vekslet, sees ikke. Rimeligvis kan man dog antage, at der ialfald har været nogen veksel imellem dem, da det for mange kunde medføre store vanskeligheder stadig at være tilstede hos kongen.[3] Paa den anden side er
- ↑ Smlgn. s. 14 ovenfor, hvor det er omtalt, at en provst ved Apostelkirken sandsynligvis allerede 1250 var medlem af kongens raad.
- ↑ Norges gamle love, III, s. 24 flg. I denne retterbod omtales ikke ligefrem nogen medvirkning af raadet ved dens udstedelse, saaledes som i den af 1282, der ogsaa omhandlede forholdene i Bergen. Smlgn. s. 55 ovenfor.
- ↑ Audun Hugleikssøn nævnes ikke mellem de i 1285 anførte medlemmer af »det egentlige raad«. Uagtet der ganske vist ikke er nogen nødvendighed for, at han skulde være med i dette, synes dog meget at tale for, at dette enten maa have havt flere medlemmer end de nævnte, eller at medlemmerne have vekslet. Hr. Audun var, saavidt man nu kan se, en af de norske aristokrater, som fremfor andre maatte være kaldede til at have sæde i den snevrere kreds af kongelige raadgivere. Forfatteren af biskop Arnes saga kalder ham (kap. 11) hinn vitrasta mann till landslaga, ligesom det siges om hr. Thore biskopssøn, at han vel kunni kirkjunnar lög. Biskupa sögur, I, s. 692. Smlgn. s. 22 ovenfor. Han kunde imidlertid i intet tilfælde stadig være nærværende, da han dels havde store besiddelser, som krævede hans tilsyn, dels havde andre offentlige hverv, som hyppig maatte hindre ham fra at være tilstede, hvor det snevrere raad var samlet. Over den hele ordning af styrelsen hviler der for øvrigt stor uklarhed, der lader et vidt rum aabent for gjætninger.
paa, at han har staaet den kongelige familie nær. Smlgn. C. C. A. Lange, De norske klostres historie (2 udg.) s. 265 flg.
