det vel heller ikke nødvendigt at antage, at netop alle, som hørte med til »det egentlige raad«, til enhver tid maa have været nærværende. I den bekjendte retterbod af 1302, som vil blive omtalt i det følgende, forudsættes det, at af den da organiserede formynderstyrelses tolv medlemmer de fire skulde sidde i kongens gaard, medens de øvrige otte kunde være udengaards. Denne retterbod og de øvrige i det foregaaende omtalte offentlige aktstykker ere beklageligvis de eneste kilder, der belyse dette spørgsmaal om sammensætningen af kongens snevrere kreds af raadgivere.
Om de raadsmedlemmer, som vare hærværende hos kongen, har man – ialfald i formynderstyrelsens tid – anvendt udtrykket: vera eller sitja i konungs garði. Ligesom dette forekommer i retterboden af 1302, findes det ogsaa benyttet i en kundgjørelse fra erkebiskop Jørund af 9de Marts 1291, hvori han siger, at han forgjæves havde indstevnet hr. Bjarne Erlingssøn for sin domstol til at svare for, hvad han havde gjort mod den hellige kirke, þá er han var i konungs garði.[1] Herved maa ganske vist nærmest tænkes paa den tid, da hr. Bjarne som medlem af formynderstyrelsen optraadte paa det heftigste imod hierarkiet. Men udtrykket kan ogsaa med fuld ret have været anvendt om medlemmerne af det snevrere raad, det egentlige raad«, som nævnes i 1285. Rimeligvis maa man her antage, at det kun brugtes om dem, som regelmæssig vare tilstede, og altsaa ikke om alle, der hørte til det egentlige raad. I 1291 kan f. ex. hr. Bjarne Erlingssøn efter udtrykkene i den omtalte kundgjørelse ikke i noget tilfælde have »siddet i kongens gaard«, selv om han ogsaa da har været medlem af det egentlige raad. Da der i brevet af 1285 ved siden af enkedronningen netop nævnes 12 mænd, kunde det maaske – i overensstemmelse med, hvad der i 1302 bestemtes om medlemmernes antal i formynderstyrelsen – antages, at det egentlige raad har bestaaet af 12 medlemmer, af hvilke da igjen en mindre del bestandig har »siddet i kongens gaard« for altid at være ved haanden til at deltage i besørgelsen af de løbende forretninger. At dette ialfald har været tilfældet i formynderstyrelsens tid, synes at være høist rimeligt, og der er heller intet, som taler imod, at man ogsaa bagefter har beholdt den samme ordning af styrelsen, der en gang havde vundet hævd. Ligesom »det egentlige raad« maa betragtes som en umiddelbar fortsættelse af formynderstyrelsen, er det endog sandsynligt,
- ↑ Dipl. Norv. III, no. 30.
