at man for dettes virksomhed har vedligeholdt de samme former, som før bleve benyttede. For den hele styrelses lettere gang var en saadan ordning vistnok af flere grunde meget hensigtsmæssig.
Som den, der ikke alene var selvskreven til at være medlem af »det egentlige raad«, men ogsaa til bestandig at sitja i konungs garði, maa man tænke sig den kongelige kansler. Alligevel nævnes der i brevet af 1285 aldeles ingen saadan, ligesom man overhovedet lige fra 1281 og til 1287 ikke hører tale om, at kong Erik har havt nogen kansler. I 1283 optræder f. ex. stallaren ved en enkelt leilighed som den, der udfører kanslerens forretninger.[1] En saadan taushed er paafaldende, og det ser næsten ud, som om der overhovedet i denne tid ikke har været nogen kansler. For øvrigt er det vel, som sagt, rimeligt, at de raadsmedlemmer, der »sad i kongens gaard«, som oftest have vekslet, medens det er mere uvist, hvorvidt det samme som regel ogsaa har været tilfældet med de kongelige raadgivere, der hørte til >det egentlige raade. Uagtet dettes tilværelse vidner om, at raadet nu var en langt fastere institution, end det tidligere havde været, maa det dog fremdeles erindres, at baronernes ret til i almindelighed at være kongens selvskrevne høieste raadgivere endnu bestod uden nogen formel indskrænkning. Denne maatte med nødvendighed være en hindring for »det egentlige raads« videre udvikling. Saalænge den bestod, maatte grænserne for dettes myndighedsomraade altid blive ubestemte, og heller ikke lod der sig i alle tilfælde, selv om det skulde have et bestemt antal medlemmer, trække en sikker grænse mellem dem, som hørte dertil, og dem, som kun i almindelighed vare kongens raadgivere. Ganske vist maa tanken med »det egentlige raad« have været den, at det skulde gjøre tjeneste som et conseil privé, et consilium in consilio; men dermed var ikke det øvrige aristokratis ret til at øve en lignende indflydelse bleven afskaffet.
I virkeligheden hvilede »det egentlige raads« myndighed nu paa det samlede aristokrati, som i det havde sin egentlige repræsentation. Dets medlemmer vare ved siden af nogle faa biskoper og andre høiere geistlige alene baroner og riddere, medens det synes, som om det mere lavbyrdige element, der tidligere kan spores mellem kongens raadgivere, og da endog maa antages at have havt megen indflydelse, nu maa være trængt
- ↑ Dipl. Norv. II, no. 20.
