næsten helt ud af denne kreds. Forholdene vare ogsaa saadanne, at dette maatte falde ganske naturligt. Aristokratiet, som under formynderstyrelsen havde faaet magten, bevarede ogsaa denne bagefter, og det stemte ikke med dets interesser at lade et fremmed element trænge sig ind i raadet. Saaledes tør man vel – uagtet der her kun er faa kilder – have ret til at gaa ud fra, at disses taushed om verdslige raadsinedlemmer udenfor baronernes og riddernes klasser kan vidne om, at saadanne paa den tid ikke fandtes. Ogsaa forsaavidt har altsaa rimeligvis raadet i kong Eriks tid modtaget udvikling i retning af at blive en stedse mere aristokratisk institution. Hvad det under hans regjering vandt i fasthed, var saaledes ikke til monarkiets fordel, og kunde det efter dette lykkes for aristokratiet at vedblive i uforstyrret besiddelse af, hvad det havde opnaaet, var det dermed tillige givet, at raadet snart aldeles vilde have forandret stilling i samfundet. Fra at være en væsentlig monarkisk institution, var det nu allerede blevet sjælen i en aristokratisk styrelse. Hvor langt det senere kunde række frem paa denne vei, var betinget af den maade, hvorpaa forholdene for øvrigt stillede sig, saavelsom af dets egen evne til at udnytte de gunstige betingelser, som bleve det givne.
En eiendommelighed ved raadets organisation i denne tid er dets deling mellem de to kongelige brødre, hvorom der foreligger flere aldeles sikre vidnesbyrd, og som ligeledes er i fuld overensstemmelse med det 13de aarhundredes sædvanlige brug. Ligesom allerede Skule jarl havde havt sin egen kreds af raadgivere,[1] der vare helt forskjellige fra kongens, saaledes havde ogsaa hertug Haakon, efterat han havde opnaaet den for hans myndighed fastsatte alder, en saadan, der oftere nævnes. I de af hertugen udstedte retterbøder paaberaabes jævnlig de gode mænds samtykke. I hans retterbod om arbeidstaxter paa Oplandene af 9de Februar 1291,[2] for hvilken for øvrigt ikke dette raads deltagelse er forudsat, loves der saaledes, at han skal tage under overveielse með ráði váru de sager, hvorpaa indbyggerne i Eidsivathingslagen for øvrigt havde henledet hans opmærksomhed. I den store retterbod for Hedemarken og Thoten af 23de April 1293[3] siges i indledningen, at hertugen har udstedt den með góðra manna ráði ok tillögu. I retterboden for Ringe-
