rike og Hadeland af 22de Juli 12972den April 1298 nævner hertugen kun,
at det er guði kunnikt ok þeim bestum mönnum, sem næst oss
ganga, at han altid har villet være almuen til gavn og nytte,
men for øvrigt omtales ingen medvirkning af nogen raadgivere.[1]
Den hertugelige retterbod for Færøerne af 28de Juni 1298
siges at være udstedt með hinna bestra manna ráði.[2] Udtrykkene
ere saaledes ogsaa i disse retterbøder ganske de samme,
som de, der anvendes i de af kongen udstedte, og der er i det
ydre ingen forskjel mellem de to brødres forhold til sine raadgivere.
Idet kongen overdrog hertugen en del af riget og sin myndighed over denne, har det altsaa tillige med det samme været betragtet som en selvfølge, at retten til at have sine egne raadgivere fulgte dermed. Paa samme maade havde ogsaa magtens deling mellem kong Birger Magnussøn i Sverige og hans brødre, hertugerne, medført en tilsvarende deling af det svenske raad, som den, der efter 1284 forekommer inden det norske. Der er ingen grund til at antage andet, end at hertugens raadgivere have været valgte efter de samme regler, som fulgtes for medlemmerne af kongens raad. Ligesom hertugens hele stilling i hertugdømmet var en efterligning i formindsket maalestok af kongens i riget, saaledes var det samme tilfældet med hans raad. Delingen viser imidlertid, at man her fremdeles lagde hovedvægten paa disse raadgiveres personlige stilling til kongedømmets repræsentanter. Medlemmerne af hertugens raad kunne neppe have været andre end de inden hertugdømmets grænser bosatte baroner og saadanne andre af denne landsdels indbyggere, som vare kaldede til at tage sæde deri. Deres myndighed var inden hertugdømmet den samme, som den, der tilkom kongens raad i det øvrige land. Naar kongen og hertugen vare sammen og i fællesskab udøvede en regjeringshandling, har vistnok begges raad optraadt som en enhed.[3]
- ↑ Norges gamle love, III, s. 28.
- ↑ Norges gamle love, III. s. 34.
- ↑ Et mærkeligt brev er det fribrev, som kong Erik i Juli 1296 udstedte for staden Hamburgs borgere (Dipl. Norv. V, no. 33). Hertugen var den gang tilstede i Bergen. Alligevel omtales han ikke i brevet som medudsteder af dette, men kun som vidne. De øvrige navngivne vidner ere den sønderjydske hertug Eriks søn, Erik, kongens kansler, Baard, hr. Jon Ivarssøn, – og ridderne hr. Halvard Buk, Detlewus de Bocwolde og Helericus de Sigersdorpe, af hvilke de tre sidste ellers
