Dette synes ialfald at maatte følge af den maade, hvorpaa hertugens stilling til kongen i det hele betragtedes, idet der ogsaa fremdeles vedblev at bestaa en slags fællesstyrelse. Hvor begge i forening udøvede sin myndighed, ophørte jo de grunde, som havde foranlediget den eiendommelige udgrening af kongedømmet, som hertugens magt i virkeligheden var. Der tiltrængtes da ogsaa kun et samlet raad, bestaaende af de samme personer, som havde sæde i de to særskilte raad. Saaledes maa det vel antages, at den retterbod, som kongen og hertugen udstedte i 1290 om den ældre kristenret,[1] er bleven til, efterat begges raadgivere vare hørte, uagtet deres medvirkning ikke nævnes.
I det hele kan neppe heller grænsen mellem de medlemmer af raadet, der skulde høre til kongens omgivelser, og dem, der igjen betragtedes som hertugens nærmeste raadgivere, have været særdeles skarp. Ligesom begge klasser af raadgivere kunde optræde som samlet enhed, er det vel heller ikke rimeligt, at et medlem af kongens raad, som opholdt sig i hertugens umiddelbare nærhed, skulde være udelukket fra enhver deltagelse i dennes raads forhandlinger, naar han var tilstede paa en tid, da dette var samlet. Man har ialfald et exempel, der viser dette. Abbed Erik af Munkeliv, der nærmest maa antages at have hørt til den kongelige raadgiverkreds, fik i 1295 af hertugen fuldmagt[2] til at bereise Ryfylke og der paa hans vegne »rette paa, hvad der kunde trænge til at rettes«. Et saadant hverv skulde dog mere end noget andet antages at maatte være forbeholdt hertugens egne raadgivere, saafremt der havde været en skarpt afstukken grænse mellem dem og de kongelige. Abbed Erik synes overhovedet at have hørt til kongens nærmere kreds, og saa meget mere maatte det da, hvis der havde bestaaet en saadan grænse, have været paafaldende, at hertugen f. ex. ikke tog sin sysselmand i Stavanger.[3]
Begge de kongelige brødres samlede raad synes at have optraadt som helhed ved forliget til Hindsgavl i 1295.
- ↑ Norges gamle love, III, s. 17 flg.
- ↑ Dipl. Norv. II, no. 35.
- ↑ Smlgn. s. 61 ovenfor.
ikke nævnes i norske diplomer. Hr. Jon hørte hjemme i hertugens del af landet og var visselig en af hans raadgivere; men de to sidstnævnte herrer kunne neppe have hørt dertil. P. A. Munch (Norske folks hist. IV, 2, s. 242) gjør opmærksom paa hertugens særegne stilling, men nævner intet om de øvrige vidner. Smlgn. ogsaa den retterbod for Island, som brødrene udstedte i Bergen 1294. Smstds. IV, 2, s. 298.
