vendig, naar der skulde forsegles med et kongeligt eller fyrsteligt segl, og derfor maatte ogsaa hertugens kansler medtages, naar det hertugelige segl skulde anvendes, saaledes som det skede, hvor hertugen var medudsteder af et brev. Maaske har man i denne deling af kanslerembedet en grund til, at Bjarne Lodinssøn trak sig tilbage, idet han ikke vilde have en anden ved sin side.
Medens kanslerens embedsgjerning var en aldeles bestemt og klar, er der under Erik Magnussøns styrelse en anden høi stilling, om hvis betydning det er ikke let at komme paa det rene. Hr. Audun Hugleikssøn kaldes nemlig i et brev fra kong Erik af 24de Juni 1295 dominus de Hegranes, carus consangvineus et secretarius noster. Den sidste titel forekommer neppe noget andet sted i norske kilder. Maaske betegner den kun hr. Audun som medlem af kongens nærmeste omgivelser; men det er ogsaa muligt, at han inden det snevrere raad som bevarer af kongens mindre segl eller secretum har havt en egen, mere betroet stilling, og at det er denne, hvortil titelen secretarius sigter. I 1307 omtales der hos de svenske hertuger en clericus, der var deres secretarius.[1] For øvrigt haves der ogsaa en beretning om, at hr. Audun – samtidig med hr. Alf Erlingssøn – skulde være bleven jarl. Denne er dog alt andet end paalidelig. At hr. Alf erholdt samme værdighed (rimeligvis i 1285), er derimod ganske sikkert. Som det synes, har dette nu nærmest været en militær værdighed, hvorved der tillige er kastet en større personlig glans over dens indehaver. Dette maatte igjen have havt indflydelse paa hans stilling inden raadet, hvor han bl. a. derigjennem fik en høiere rang, uden at det dog kan antages, at dermed er fulgt nogen forandring af raadets organisation. Hr. Alfs jarleværdighed blev ogsaa kun af en meget kort varighed.[2]
- ↑ Smlgn. det nedenfor, s. 90, note 1, anførte sted af diplomatariet.
- ↑ Om disse titler og værdigheder kan henvises til P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 130–132, navnlig 132, note 2. Til de der anførte citater om hr. Auduns jarleværdighed kan endnu føies Biskupa sögur, I, s. 794: Þá enn á næsta ári var gefit jarls nafn herra Alfi ok Audunni hestakorn.
