73
den maade, hvorpaa »adskillige mænd«, saavel medens han og hans broder vare umyndige, som »en stund siden efter«, havde faret frem mod det øvrige folk. Disse klager stemme ogsaa ganske vel overens med den korte almindelige skildring af formynderregjeringen, som gives i biskop Arnes saga, hvor det ligefrem siges, at denne kun tog sig daarlig af landsstyrelsen.[1] Paa et andet sted i samme saga antydes ligeledes, at kong Erik personlig besad mange gode egenskaber, men at dette dog ikke havde nogen synderlig betydning, da hans omgivelser aldeles beherskede ham og misbrugte sin indflydelse.[2] Sagaskriverens opfatning har rigtignok hovedsagelig været bestemt af hans hierarkiske sympathier, hvorfor ogsaa aristokratiets optræden mod geistligheden og dens fører, erkebiskopen, er den væsentligste ankepost, som han har at fremsætte, og det bestemmende for hans dom over formynderstyrelsen. Alligevel er der ingen grund til at anse hans udtalelser for mindre paalidelige, hvor det gjælder dennes ledelse af den norske stat. Ligesom den mand, hvis liv sagaen skildrer, var meget loyal mod kongedømmet, hvor dette kunde forenes med hans pligter som høitstaaende geistlig, saaledes var heller ikke hans biograf nogen ensidig fanatiker. Hans udtalelser have derfor ogsaa utvivlsomt adskillig betydning som et udtryk for den almindelige opfatning af formynderstyrelsen og raadet under kong Erik. Om det ogsaa kan antages, at kong Haakon Magnussøn i sine ovenfor omhandlede ytringer kan have ladet sig forlede til overdrivelser, er der heller ikke for hans vedkommende nogen grund til at betvivle, at han ialfald for en del har havt fuldkommen ret til at udtale sig, som han gjorde.
De retterbøder, kong Haakon allerede havde udstedt som hertug, vidne ogsaa tildels om, at han inden sine landsdele har arbeidet paa at hemme aristokratiets selvraadighed, om hvilken det maa antages, at den netop maa have vundet i styrke i de aar, hvori dette gjennem formynderregjeringen havde landets styrelse i sine hænder. I de landsdele, som vare kong Erik umiddelbart underordnede, har der neppe i hans hele regjeringstid været nogen mulighed for at stanse denne, medens det kan antages, at hertugen i sine egne landsdele efter evne har søgt
