Det forekommer mig derfor rimeligt, at flere oldnorske Verbalstammer paa fa og pa ere dannede ved Sammensætning med Verbet fá, der i Form og Betydning svarer til de nysnævnte indiske.[1]
Nogle Verba med denne Endelse betegne Freqventativa; f. Ex. bifsa, at ryste, skumple, bofsa, at bjæffe, dvalsa, at nöle, flaksast, svæve i Luften, glyssa, at gnistre, glosa, at polere, gussa, snaddre, jatsa, bifalde gjentagne Gange, o. s. v. Her tör Bibetydningen have sin Oprindelse af et Hjælpeverbum, svarende til Sanskrit इष्, is̔, at gjöre noget ofte; andre derimod betegne Desiderativa, hvilke ogsaa i Sanskrit have deres Kjendernærke i Suffixet s.[2] Denne Betydning ligger aabenbare i Ord, som heilsa, (önske Held), hilse; frjalsa, (önske fri), frelse; blessa (for bliðsa, önske Gudernes Blidhed), velsigne; glepsa, med Begjærlighed at snappe efter noget med Munden; hrammsa, rive til sig med Begjærlighed; hrifsa, id.; sölsa, sluge med Begjærlighed. Den freqventative Betydning udgaaer derhos med Lethed fra den desiderative. Det er mærkeligt, at dette Suffix i Oldnorsk fornemmelig synes at have været brugt til at betegne Lyst eller Iver for noget Uædelt. Exempler være, foruden de fleste anförte, flanksast, vise Kjærtegn paa en næsvis Maade; flytsa, skoggerlee; glensa, skjemte paa en letfærdig Maade; hveptsa, anfalde med Skjeldsord; kafsast, opirre Een; kallsa, bespotte; peksa, kives; reiksa, komme stolt anstigende; snefsa, behandle med Foragt; sloltsa, være stolt af; strunsa, bedrage; tafsa, pludre; o. s. v.
Sproget har mange Verber, hvori Endeconsonanten er fordoblet, som oftest ved Assimilation enten af et Suffixum med den foregaaende Rodconsonant eller af denne med
- ↑ Skulde de lat. Verba: crispo, culpo og flere kunne forklares paa lignende Maade? Det förste synes beslægtet med krusa, det andet med skullda.
- ↑ I Sanskrit dannes Desiderativerne i Regelen ved at sætte Stavelsen इष्, is̔, til Roden; denne Stavelse synes at have sin Oprindelse af Verbet इष्, is̔ (præs. इच्चति, iććati), at önske. Sandsynligheden heraf bestyrkes ved at see hen til det Bengalske og Hindustanske, som danne sine Desiderativer ved at sætte det tilsvarende Verbum चा, ćâ, ćâhnâ, at önske, efter ethvert andet Verbum’s Particip, uden Sammensmeltning.
