En ældre Passivform synes derimod, som ovenfor (S. 2) bemærket, at have været dannet paa samme Maade som i Sanskrit, kun med Forandring af j til g eller k. Til de der anförte Exempler kunne endnu föies: hárga, blive haaret, harka, blive haard, hrökka, bevæges, öfga, forandres. Da nu derhos, ved Sammenstöd af to Consonanter i Enden af Stammen, Assimilation er meget hyppig (S. 10) er det ikke usandsynligt, at Stammer, som med en Dobbeltconsonant i Enden forene passiv Betydning, skylde Passivsuffixets Assimilation med Rodconsonanten deres Oprindelse.[1] Man betragte f. Ex. fölgende Ord:
butta, syde, være i Kog, koges, maaskee for bulga.
dimma, mörknes, — dimga.
linna, endes — linga.
mokka, blive skimlet, — mokga.
renna, smeltes, for renga; medens renna, smelte, synes at staae for det causative renja.
rilla, rave, vakle — rilga; medens rilla, vælte, omkaste, synes at staae for det causative rilja.
sleppa, slippe (neutr. elabi) — slepga, medens sleppa (act. missum facere) for slepja.
smækka, formindskes — smága eller smahga.
stugga, ækles ved — stug - ga.
svella, svulme — svelga.
Den oldnorske Form for Reflexiv og Passiv med Suffixet sk, (af Pron. sik) senere st, der i vort nuværende Sprog er forkortet til s, kjendes ei i Sanskrit eller nogen bekjendt indisk Dialect, men er dannet paa europæisk Grund, ligesom den tilsvarende Maade at udtrykke Reflexivet og Passivet i de övrige europæiske Sprog af samme Æt.
Udenfor Indicativ har Sanskrit fire Modi: Potentialis, Imperativ, Precativ og Conditionalis, samt i den ældste Literatur (Vedáerne) Spor af Conjunctiv. Ingen af de beslæg-
- ↑ I Prakrit findes en Deel Exempler paa, at Passivsuffixet य, j, assimileres med foreg. Consonant, (Lassen l. c. p. 358), saasom गम्मदि, gammadi for gamjadi, वुच्चदि vuććadi for vućjadi.
