dum istedet, (ligesom det Persiske bruger ten og den ved Siden af hinanden), ja udelader endog undertiden t eller d, hvorved Overgang skeer til den bengalske Form paa on, an, der ogsaa bruges i det Gotiske. Det Oldnorske har kastet Nasalen bort og Infinitiv endes her blot paa a. De Infinitiver munu, skulu, synes at minde om Inf. Vocal i Sanskrit, ligesom de ligeledes af samme Verber forekommende Infinitivformer skyldu og mundu, tillige ved Dentalen nærme sig stærkt til Inf. i Prakrit.
Desuden er ved Infinitivets Dannelse at mærke, at i Oldnorsk nogle danne det af den uforandrede Rod, medens andre först gunere den (d. e. forandre Rodvocalen ved et foran tilsat a, der tildeels smelter sammen med den), hvilket sidste i Sanskrit er Regel, f. Ex.
| Oldnorsk: | Sanskrit: |
| bak — baka, boge | पच्, pać — paktum, koge, |
| stig — stiga, stige | दीप्, dîp — dîpitum, skinne, |
| bug — buga, böie | कुन्थ्, kunt῾ — kunt῾itum, lide, |
| lið — leiða, lede | विद्, vid — vettum, vide, |
| इष्, is̔ — es̔tum, önske, | |
| buð — bjóða, byde | धू, d῾û — d῾otum eller davitum, bevæge, |
| युध्, jud῾ — jodd῾um, kjæmpe. |
Sanskritsprogets Rigdom af Participia er i de yngre Sprog betydeligen indsvundet. I Oldnorsk forekomme saaledes blot Præs. Part. Act. og Præt. Part. Pass., medens derhos nogle Adjectivformer tyde paa oprindelig participial Brug.
Part. Præs. Act. Heri vise flere Sprog af denne Æt en paafaldende Lighed. Sanskrit-Endelsen अत्, at, der viser sig at være en Contraction for अन्त, anta, hvilken Form kommer tilbage under Flexionen, forekommer i Prakrit deels uforandret, oftest i den længere Form, deels med forsvaget Dental, anda fæm. andi.[1] Den oldnorske Endelse — andi,[2] sees saaledes at slutte sig meget nær til Prakrit, ligesom ogsaa Brugen af dette
- ↑ Blandt de Exempler, som Lassen, Inst. l. pracr. p. 362, anförer, ere tilfældigvis मन्तयन्दी, mantajandî, i Form og Betydning overeensstemmende med mentandi, undervisende, raadende, og तोवन्ती, lovantî = luggvandi seende (prov. gloende).
- ↑ Kun eet eneste Exempel paa den forkortede Form har jeg i Oldnorsk stödt paa, nemlig géraðr (drykkr) potus s. liqvor, adhuc fermentans, gjærende. Saaledes forklarer Haldorsen det, og géraðr, synes altsaa at være det samme som gérandi.
