gik barfotet over gulvet, hen til det skraa speil paa kommoden.
Hun strøk haaret fra panden. Men i samme øieblik skjøv hun rolig speilflaten ned og gik over til den anden side av værelset. Her blev hun staaende hele tiden, mens hun klædte sig paa.
Det store frugttræ utenfor vinduet larmet svakt med sine æpler paa taksinken. Gardinet var blaast ind og hang fast i blomsterne. Og solskinnet strømmet om hende, det antændte de tusen fine fimrer utover hendes armer, hendes hals og skuldrer. Hun vendte sit ansigt bort, for ikke at bli blændet. Med haanden rullet hun haaret op, saa nakken og skulderbladene blev bare. Naar hun slik løftet armene, røbet deres fine magerhet en heftig evne til at omfavne, men under haaret var ansigtet tomt og indsunket.
Moren var færdig med at klæ sig. Hun stod i sin hvite bluse og sorte skjørt midt paa gulvet. Hun gik hen til vinduet og løsnet gardinfloret, som strævet saa svært i kaprifolierne. Stille stelte hun sit værelse. Saa gik hun atter hen til vinduet.
Skyerne seilte høit deroppe i det varme, udødelige blaa — —.
Hun snudde sig fort og gjorde en raadløs runde over gulvet. Nu, da alt var stelt, saa hun rummet ligge der i sin bleke firkant.
