Denne siden er korrekturlest
Høisommertiden skraaner alt mot høsten,
og trærnes kroner luter under fylden —
O, efteraaret røber sig paa røsten,
før nogen gren i skogene er gylden!
De unge slegter sværmer, hver vil smake
af livets lykkelige sødmestrøm,
men tilgi en, som frossen staar tilbake
og fabler i sit hjerte med en drøm.
Hans hemmelige følelse blir baaren
til vinteren i krigens første aar —
da alle lande higet imot vaaren,
den unge frelsende, den skjønne vaar!
— — — — — — — —