Side:Digte og Noveller.djvu/46

det øieblik, hans hjerte skulde trænge
beviset for hans evne til at dø?

Da staar hun stille foran dig, din kvinde,
og du, du aander op og ryster af
det frygteiige, pludselige krav,
og knytter begge næverne i sinne —
Du ser den lange række mænd, som maatte,
som maatte ofre, maatte rives hen,
som svek sit voksne virke, og forraadte
sit hjem for en idé: at være mænd —
og du forstaar, de maa ha oversteget
sin manddoms maal og er blit mænd — for meget.

Og slik bestyrket gaar du frem i stuen
til juletræet og den glade kreds,
og raker op i gløderne paa gruen,
og føler dig saa rolig og tilfreds?
Du lover villig hjemmet al din tid
de strenge dage, gjennem stille strid.

Men atter melder angsten sig, og atter
tar tvilen dumpt til orde i dit blod:
Mon ikke kvindesmil og barnelatter
er altfor fagre vilkaar for dit mod?