Side:Digte og Noveller.djvu/51

Du føler stige slik en spænding, mand,
som aldrig du har følt for noget land!
Dit hjerte svømmer over, hør den buldrer
den vaate storm i skogene der bak,
og trærne løfter sine sterke skuldrer
og stormer alle lande og tar tak!

De skrider festligt — møtes de med skud,
faar milliarder knopper gjennembrudd —
og græsset vokser — stuper der en krop,
flyr myriader sommerfugler op.
Og vangen blaaner ut i blomst og spænder
et lyst og flyvende og flygtigt nett,
som fanger md igjen med fine hænder
de mørke mænd, som slet sig fra sin ætt. —

Men som du staar paa bergene og ser,
saa stivner du — saa blekner du, som ler —
Du hører slegten snærre, du kan se den
befri sig og slaa ut fra hav til hav —
den brænder, herjer i sit eget Eden
og sliter rasende dets blomster af,

og gjennem sommerskogens brændte furer
gaar alle horderne fra nær og fjern