Denne siden er korrekturlest
Du ømme lille — dine hvite hænder
de drømte jeg som blomster mot min pande,
der blek af sine knuste verdner brænder.
Og du skal tilgi mig — for jeg, jeg tømte
min kalk tilbunds — du tilgir mine drømme,
fordi jeg ikke vidste, hvad jeg drømte!
Fordi jeg aldrig, aldrig helt tør vove
at huske, at naturen har begrænset
min fryd til tonen i de dype skove!
at livet — for min sang om verdens skjønne —
ja, mine lidenskabelige sange —
kun skal mig med mit eget digt belønne.