Denne siden er korrekturlest
Reis dig fra grønsværet nu og staa.
Solen er omme, natten staar blaa
mot dødens bronsedører.
Graat dine taarer, sig dine ord —
ord for ord
er det kun du, som hører:
„Sov søtt
mulds søvn
i gravens nat,
hvor sol ikke stiger —
der, hvor dit omrids stund for stund
over i verdens mørke viger —
Lev den evige fred
som ikke kjender sig selv
og derfor er dypest fred.
Lev vel — o du — lev vel
i aftenens have!
Vi møtes i skovlen, som øses
paa fremtidens grave.“
