Denne siden er korrekturlest
Og dog er min haand og min tanke
i magiske lænker lagt,
ti kalder hun mig: Den ranke,
og røver slik min magt!
Hun hvisker i hast: Du rene,
igrunden min bedste ven —
og vælter sig, ung og deilig,
ind til sin elsker igjen!
— — — —
O sol, som det hele forgylder,
min kappes bræm forgyld!
Bak huller og rynker den hyller
tusenaarrikets idyl!
Jeg raver som graa nomade
mot fremtiden frem —
fremmed for glædens glade,
svøpt i min kappe, mit hjem!
