Denne siden er korrekturlest
Saa skulde da Lisken vises,
den spirende, fine kvist
mellem familiens blomster:
„Og hun er blit stor siden sidst!
Alt femten aar, kan De tænke,
og lang og smidig og kjæk!
Bed Lisken at komme, Wenche!“
Men vips, da var Lisken væk!
Da roper et kor af røster,
at Lisken er „mildest talt“ — —
men Wenche, den modne søster,
hun skjønner, og smiler svalt.
Hun skotter til mig saa stille
og blusser saa varm og sart,
og hvad der gaar av den lille,
skjønner jeg ganske klart.
