Denne siden er korrekturlest
Det var dén vaar, da min hvite svane
for stedse fløi fra den dunkle jord —
jeg sat i lunden ved Tre-fontane
ved én af brødrenes bord.
Jeg sat og hvilte mig, sammensjunken
i vé og avmagt, mens solen sank.
Da stod han op fra sit sæte, munken,
mot aftenhimmelen, rank.
Og stille vendt mot de unge stjerner,
som glimtet frem gjennem rødens flom,
han slap ei glasset med ren Falerner
og sagde, ædel og from:
