gjengivet med Semikolon (;). Naar derimod et udförligere Brev var aldeles uden Skilletegn, ere i Aftrykket paa enkelte Steder Hovedafdelingerne adskilte ved et tilsat Punktum ; men hvor Interpunktionen i ringeste Maade kunde være tvivlsom, finder dette naturligvis ikke Sted. – Dateringen, som i mange Tilfælde i de norske Breve medförer særegne Vanskeligheder, er bestemt efter det norske Kalendarium og de bedste Hjælpemidler, man iövrigt for Tiden har. Hvor den (f. Ex. ved No. 364. 513.) er mistænkelig, er saadant antydet. Derimod have vi afholdt os fra alle historiske, geografiske, linguistiske eller archæologiske Anmærkninger og Oplysninger, da slige ikke höre hjemme i et Diplomatarium, foröge dets Omfang, samt altfor snart blive forældede, og have kun nu og da henvist til foregaaende Breve om samme Person, Sted eller Gjenstand, for derved at lette Eftersögningen. Disse Henvisninger kunne imidlertid efter Samlingens Plan langtfra ikke være fuldstændige.
5. Ved Aftrykket af Afskrifter tillades derimod större Frihed. Her ere derfor ogsaa vitterlige Skrivfeil (f. Ex. Olanus for Olauus, Gualaberti (S. 259) for Guilaberti, noritane for noricane, de Ottulis for de Ortulis (S. 263) osv. uden videre rettede, men tvivlsommere Feil udtrykkelig bemærkede (f. Ex. S. 34. 37. 38. 57. 268), da de sandsynligvis grunde sig paa en urigtig Læsning. Ligesaa er en mere conseqvent Retskrivning og Interpunktion her benyttet. Disse Afskrifter, hvoraf forövrigt de fleste i nærværende Hefte ere paa Latin, kunne saaledes ikke med Tryghed benyttes ved Sprogstudier; men da Overskriften til ethvert Brev angiver, om det er trykt efter Originalen eller en Afskrift, kan formodentlig ei heller Nogen dertil forledes. I det Hele ere Afskrifter eller ældre Aftryk optagne i denne Samling, fordi de ere nödvendige for Historikeren, og han benytter dem helst, naar de aabenbare Feil ere rettede, og Læsningen ved constant Orthografi og hensigtsmæssig Interpunktion lettet.
Mere vide vi ikke for Tiden at meddele til dette Pröveheftes Forklaring. Den udförligere Oplysning om Norges Oldbreve, deres Særegenheder og kritiske Behandling i det Hele maa være forbeholdt den Fortale, som ved 1ste Samlings Slutning nödvendigen maa gives. Her bliver det nok at tilföie: at det er vort Önske og vort Haab at fortsætte Diplomatariet efter den her antydede Plan, eller med de Ændringer i samme, som Sagkyndiges Dom om dette Prövehefte efter nærmere Overveielse maatte foranledige; at slige Forandringer lettelig uden nogen Forstyrrelse i Hovedplanen ville kunne foretages, – en Omstændighed, som ogsaa taler til Fordel for denne Plan – samt
