Side:Diplomatarium Norvegicum 1-1.djvu/5

Denne siden er ikke korrekturlest
FORORD.

Udgivelsen af den rige Skat af Oldbreve vedkommende Norge, som endnu bevares dels i Rigets egne, dels i udenlandske Samlinger, har i en Række af Aar været paatænkt. Den altfor tidligt afdöde Gregers Fougner Lundh, Professor i Statsökonomi ved Norges Universitet, var den, fra hvem det förste Skridt i denne Henseende gjordes. Under et længere Ophold i Kjöbenhavn, hvor de fleste haandskrevne Samlinger til vor Historie fremdeles forvares, afskrev han saagodtsom alle ham tilgængelige Diplomer, og udgav der en Pröve af det Verk, han ved Döden hindredes fra for Alvor at paabegynde. Hans Specimen Diplomatarii Norvagici eller Pröve af et norskt Diplomatarium, Kjöbenhavn 1824. X og 21 Sider 4to, blev saaledes ikke fortsat, men hans Samling af Diplomafskrifter, der nu bevares i det norske Rigsarkiv, vil stedse vidne om hans Iver, Flid og Sagkundskab. Samtidigt hermed henledede han Statsstyrelsens Opmærksomhed paa Vigtigheden af Norges gamle Love, og disses Udgivelse blev efter Prof. Lundhs Död det förste Arbeide, som paabegyndtes, ligesom dette nu er sin Fuldendelse nær. Tiden synes derfor at være kommen til ogsaa at bringe hans Plan til et norsk Diplomatarium i Gang, og idet vi forelægge Almenheden det förste Hefte af et saadant, maa vi for Sagens og vor egen Skyld tilföie et Par Oplysninger.

Da vi fuldt vel kjende de mange Vanskeligheder, som en tidssvarende, baade for Historikeren og Sproggranskeren tilfredsstillende Udgivelse af et Diplomatarium medförer, og vi ikke kunne stille noget allerede erhvervet literært Navn som Borgen for vort Arbeides Værd, ansaa vi det nödvendigt at forsöge et Prövehefte udgivet, for at den derover fældte Dom kunde tjene Statsstyrelsen til Veiledning, naar vi – som vi agte – ansöge om Bidrag af det Offentlige til Samlingens Fortsættelse. Vi kunde ikke selv, ei heller var det at