Side:Diplomatarium Norvegicum 1-2.djvu/17

Denne siden er ikke korrekturlest


beregning af kongernes aar.

De ældste norske Breve mangle fordetmeste Angivelse af Tid og Sted; fra Midten af 13de Aarhundrede, da Datering mere og mere blev almindelig, regnedes snart fra Guds Aar, snart fra Kongens Regjerings-Tiltrædelse (anno regni, á áre rikis). Skjönt Norge fra denne Tid af var et Arverige med en fast og anerkjendt Arvegangslov, regnede dog Eftermanden i Almindelighed ikke sin Regjering fra Formandens Dödsdag, men fra den Dag, da han höitidelig blev tagen til Konge af Folket[1]. Der maatte altid hengaa nogen Tid, inden Thing kunde samles, og derfor finder man et kortere eller længere Tidsrum mellem Formandens Död og Eftermandens Rigsaars Begyndelse. Var nu blot Hyldingsdagen optegnet, vilde Aarets Bestemmelse være saare let, men derom mangler man næsten ved enhver Leilighed Oplysning. Man maa derfor ved Hjælp af de Data, selve Diplomerne indeholde, söge at komme denne Dag saa nær som muligt. Ved Valget mellem forskjellige Dage, naar man kun tilnærmelsesvis kan bestemme den rette, er den Bestemmelse i Hirdskraaen[2], at hint Hyldingsthing skulde holdes paa en Söndag eller en Höitidsdag, ofte afgjörende.

Efter det ovenfor oplyste om Vanskeligheden ved det christne Aars rigtige Bestemmelse, er det nödvendigt ved denne Undersögelse at gaa ud fra et ubetinget sikkert Tidspunkt. Dette maa den Solformörkelse i det nordlige Europa 5te August 1263 ausees for, som Kong Haakon Haakonssön var Vidne til under sit Ophold paa Orkenöerne, og som i hans Saga omtales umiddelbart för Lafransmesse (10 Aug.)[3]. Ifölge samme Sagas Beretning döde han under dette Ophold paa Öerne i Kirkevaag Natten til Söndag efter Luciemesse, altsaa Nat til den 16de Decbr. 1263.

Sönnen Magnus Haakonssön, kaldet Lagaböter, havde i Faderens levende

  1. Hirdskraaens 5te Kapitel (Norges gamle Love II. 395–396) „um konungs tekju“ viser dette. För denne Anerkjendelse fra Folkets Side af hans Arveret havde fundet Sted, kunde Kongen ingen Regjeringsmyndighed öve, og kaldtes derfor indtil da kun konungs-efni, Kongsæmne, vordende Konge, ligesom Biskopperne mellem deres Valg og Vielse kaldtes biskups-efni (electus), og först regnede deres Virksomhed fra Vielsesdagen (anno consecrationis, á ári biskupsdæmis).
  2. Anf. Stevg. S. 395.
  3. L’art de vérifier les dates. I. 53. Hák. Hák. S. cap. 319. 33O. (Form. Sögur. X. 125. 148). Sagaen siger udtrykkeligt, at Luciemessen (13 Decbr.) i det Aar, Kongen döde, indtraf paa en Thorsdag, hvilket passer paa Aar 1263.