Side:Diplomatarium Norvegicum 1-2.djvu/19

Denne siden er ikke korrekturlest

ning. At begge Brödre regnede deres Fællesstyrelses Aar ens, indlyser af flere Breve, og naar da Dipl. Norv. I. No. 80, udstedt af Haakon, er dateret Aar efter Guds Byrd 1292, Mandag för Halvardsmesse (d. e. 12 Mai) i vort Hertugdömmes 13de Aar, saa viser dette, at Brödrenes Regjering allerede var begyndt för denne Dag. Det maa da være skeet umiddelbart efter Faderens Död. Kong Erik döde i Bergen 13de Juli 1299[1].

Broderen Haakon V Magnussön (den Ældre) kaldes i Diplomerne hyppig den Kronede (hinn kórónaði), og skjelnes derved fra Kong Haakon den Yngre[2]. Han er uden Tvivl tagen til Konge og har regnet sit Aar fra Laurentii Dag (10de August) 1280. Et Brev fra ham til Kong Edvard II i England er nemlig dateret: Bergen, V Idus Augusti (9de August) anno decimo septimo[3], og augaar norske og engelske Kjöbmænds gjensidige Klager, hvorom Kong Edvard oftere havde skrevet til Haakon i sin Regjerings 10de Aar. Edvards Aar begynder med 8de Juli 1307, fölgelig hörer denne Brevvexling til Christi Aar 1316, og det ovennævnte Brev fra Kong Haakons 17de Aar er altsaa fra 1316, d. e. hans Aar falder efter 9 August. En Retterbod[4] er udstedt af ham i Bergen 2 Nætter efter Lafrantsvaka (d. e. 12 August) i hans 15de Aar; da man nu af Dipl. Norv. I. No. 143 seer, at Kongen 31te August 1314 bestemt var i Oslo, har han neppe to Uger forud været i Bergen. Retterboden maa da henföres til 12 August 1313, og Kongens Aar falder för 12 August. Mellem 9 og 12 har man kun den store Festdag Laurentii-Messe 10de August, hvorfra hans Regjering kan regnes. Kong Haakon döde i Oslo 8 Mai 1319.

Magnus Erikssön fulgte Morfaderen paa Norges Throne og blev tillige Sveriges Konge. At hans Regjering i Norge er regnet fra Slutningen af August, nærmest St. Bartholomæi-Messedag 24. August 1319, fremgaar af fölgende Data. Et Drabsprov (Dipl. Norv. I. No. 341) er udstedt Bartholomæi Aften (23 Aug.) i Magnus’s 35te Aar angaaende et Drab, begaaet Tirsdag

  1. Mit Bevis herfor findes i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur. II. 421–422.
  2. Et andet Skjelnemærke mellem begge disse Konger af samme Navn er, foruden Sproget og Skriften, at den Ældre almindeligst kaldes „með guðs miskun,“ den Yngre „með guðs nád Noregs konungr,“ samt at den sidste senere tituleres „Noregs ok Sviarikis konungr.“
  3. Rymer Foedera etc. vol. II. p. 1. (London 1818.) p. 294.
  4. Norges gamle Love. III. 106–108.