St. Bononios historie. Men hvo, som ligefrem syndede, var intetsteds sikker og kunde ikke med noget somhelst værge sig. St. Costanzo’s, erkebispen af Conturbias, legende beretter om en ung munk, der blev besat, medens han sang messen. Men der gaves ogsaa folk, der var fødte til besathed, navnligen dem da, der var kommet til verden med arvesynden og ikke var blevet tvættet rene med døbevandet; thi hyppig har man set djævle fare ud af deres mund i samme øieblik, som de blev døbte. Massatianerne, kjættere fra det fjerde aarhundrede, spyttede uafbrudt for at give fra sig den djævel, som de troede, de havde i sig.
Men ikke bestandig kom man uforudseet og pludselig i besathedstilstand. I en beretning om Leo X’s død og mirakler har djævelen den godhed at forklare, at han ofte, før han slaar kloen i sjælen, indtager legemet, holder sig skjult der og avler søvnighed, dovenskab og sult. Dette var, som man ser, besættelsens inkubationstid (ɔ: udklækningstid.) Ja, man kunde betragte legemet som den almindelige bolig for djævle; saaledes siger den hellige Brigitta i sine afsløringer, at djævelen befinder sig i menneskets hjerte som en orm i æblet, i kjønsdelene som styrmanden paa skibet, mellem læberne som en skytte med buen spændt.
Besatheden kunde skrive sig fra en eneste djævel eller fra mange, og de mange kunde fare i den besatte alle paa engang eller afdelingsvis i forskjellige skarer alt efter behovet. Allerede i Lukas’ evangelium læser man om en besat, i hvem 6,666 djævle var trængte ind. Gregorius Magnus fortæller: En
