Vi har seet, at onde aander optræder allerede i
de raaeste og lidet udviklede religioner, men daarlig
bestemte og utydelige i skikkelse. I høiere staaende
religioner viser, eftersom disse blir skarpere bestemte
og fuldkomnere i sin indre bygning, de onde aander
sig klarere og bestemtere, vinder egenskaber og
personlighed. Blandt de store, historiske religioner er
de gamle ægypteres den, som vi har den ældste og
sikreste kundskab om. I denne stod slangen Apep,
urenhedens og mørkets indbegreb, og den frygtelige
Set, ødelæggeren og tilintetgjøreren, løgnens og
skuffelsens fader, overfor Ptah, Ra, Ammon, Osiris,
Isis osv., som alle var velgjørende guddomme, der
bragte liv og lykke. Fønikerne havde paa den ene
side Ba’al og Aschera, paa den anden Moloch og
Astarte. I Indien havde skaberen Indra og opholderen
Varuna Vritra og Asurerne til modstandere, og selv
i Trimurte trængte dualismen ind. I Persien maatte
Ormuz kjæmpe med Ahrmian om herredømmet over
verden. I Grækenland og Rom stod en hel hær af
génier og ondskabsfulde uhyrer overfor Olympens
guddomme, som ikke altid selv var velsindede, —
uhyrerne Typhon, Medusa, Geryon, Python og de onde
dæmoner af alle slags, Lemurer og Larver. Og saavel
i den germaniske og slaviske som i alle mythologier
i almindelighed, overalt møder vi dualismen.
I ingen af ældre eller nyere religioner har dualismen naaet en saa fuldkommen og tydelig form som i masdeismen, de gamle perseres religion, saaledes som vi lærer den at kjende af Zend-Avesta, men i dem alle lader der sig paa et eller andet vis paapege et til knytningspunkt til de store naturforeteelser, til om-