ikke i ordets egentlige forstand avle. Derimod kunde de som incubi optage i sig mandens sæd for dernæst som succubi med denne sæd at besvangre de kvinder, med hvem de parrer sig, og saaledes avle. Dette kom saaledes til at blive en ganske egen art af formentligt faderskab, som dog ikke udestænger overførelsen af visse djævelske egenskaber paa det saalunde avlede afkom. Men da havde jo Ludovico Dolce uret, naar han i komedien „Ægtemanden“ lader en vis broder Gérolamo med en vel stor dogmatisk blærethed udtale:
». . . . Undfange kan en djævel ei,
ja, bedre udtrykt: ei besvangee kvinder,
thi han har ingen sæd. Ei tillod Gud
dog, at en djævel døbte kvinder skulde
besvangre. Opgiv derfor dine løier,
og tro mig kun, thi alle theologer
enstemmigen forsikrer, hvad jeg siger«.
Men nu tillod Gud djævlene saa meget andet, hvorfor skulde han saa ha forbudt dem dette? Og saa de kvinder, der ikke var døbte? Den almindelige mand, der ikke forstaar de herrer theologers haarkløverier og spidsfindigheder og endnu mindre liker dem, troede ganske simpelthen og uden at gruble over maaden, hvorpaa det kunde lade sig gjøre, at djævlene kunde avle børn, og tror det endnu den dag idag overalt, hvor man endnu ikke har begyndt at ryste af sig den gamle overtro og den gamle uvidenhed.
Og hvorfor skulde djævlene ikke have været avledygtige, naar selv spøgelser af afdøde koner unde undfange og føde? Englænderen Walter Mapes (d. omkr. 1210) fortæller i sin bog „De nugis curialium« den vidunderlige historie om en ridder i Bre-
