om en kvinde, der forgjæves havde taget sin tilflugt til korsets tegn, til vievandet, bønnen og relikvierne for at befri sig fra en stor djævel, der benytde hende til kone. Endelig en dag, da hun befandt sig i sin sædvanlige fare, læftede hun armene mod himmelen og paakaldte Marias hellige navn, og da havde det forbadede trold ingen magt mere over hende. Cæsar af Heisterbach beretter en anden historie. En djævel forfører i Born datteren til en prest og besover hende. Pigen bekjender det for sin fader, som for kort og godt at gjøre ende paa forholdet, fjerne datteren fra huset og sender hende over Rhinen. Da kommer djævelen, og da han ikke finder sin elskede mere, løber han til faderen og raaber: „Fordømte prest, hvorfor har du berøvet mig min kone?“ Og idetsamme gav han ham et saadant puf for brystet, at den arme mand to dage efter opgav aanden.
Vi har set, at djævlene — med rette eller urette — kunde avle, og da deres tal var uendeligt, kan man ikke undre sig over mængden af deres børn. Jordanus, gothernes historieskriver i det sjette aarhundrede, forsikrer, at hunnerne var opstaaet af omgang mellem rædselsfulde hekse og incubus-dæmoner. Og man havde hele middelalderen igjennem en afgjort tilbøielighed til at anse misfostre og vanskabninger for djævelens børn og lod dem ogsaa derfor uden medlidenhed gaa tilgrunde. I aaret 1265 bekjende Angela af Labarthe, en mere en femti aar gammel dame i Toulouse, at hun med djævelen havde
