Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/218

er sveiset sammen, slænger de dem gjennem luften over til andre, ikke mindre skrækindjagende smede, som atter griber dem med sine jerntænger og begynder spillet forfra igjen. Tundalo blir selv underkastet den straf, der er bestemt for dem, der hober synd paa synd. Naar sjælen har bestaaet den forfærdelige prøve, kommer den til aabningen af det sidste og dybeste helvedessvælg, i udseende nærmest ligt en firkantet brønd, fra hvilken en kjæmpemæssig søile af røg og flammer bryder frem. En talløs vrimmel af sjæle og djævle danser som gnister omkring i denne ildsøile for derpaa at falde tilbage igjen i svælget. Her, i afgrundens yderste, skrækkelige dyb, befinder selve mørkets fyrste sig, udstrakt paa og fastbundet til en uhyre jernrist og omgivet af djævle, som med blæsebælge puster til den knitrende kulgløse under ham. Han er af jetteagtig størrelse, svart som ravnens fjær; han hæver og sænker i mørket tusen arme med jernklør til hænder og ruller ud en vældig hale, helt besat med spidse pile. Det forfærdelige uhyre sitrer og krymper sig, skummende af smerte og raseri, griber omkring sig med sine tusen hænder i den mørke luft, der er aldeles fald af sjæle, og har han faat fat i nogle klyper, presser han dem ud i sin forbrændte mund som en tørstig bonde en vindrue. Saa sukker han og blæser dem derpaa atter fra sig: naar han dernæst drar luften til sig, suger han dem atter igjen ind. Det er saaledes de straffes, der ikke har haabet paa Guds barmhjertighed eller ikke har troet paa Gud, og ligeledes alle andre syndere, som først en tid lang