stræbelser, kjendte ham endnu ikke under alle hans skikkelser.
Paa oldtidens lidelser fulgte andre; efter en dyb fordærvelsens tid kom der et tidsrum af voldsom opløsning, der syntes at ville løfte verden af sine hængsler. Høit oppe fra det dunkle norden brød barbarerne frem som et hav, der har brudt sine dæmninger, og det romerske rige styrtede sammen ved anfaldet. Den syndige, fordømte hedenske civilisation slukne de, men for at skaffe plads for et fortvilet, barbarisk mørke, hvori intet frelsende lys var at skimte. Det saa ud, som skulde menneskenes herredømme være tilende her paa jorden, og de vilde dyrs begynde. Den umaadelige ulykke, saaledes som Salvianus med glødende veltalenhed beretter den, vakte tvil om forsynet. Og ved synet af utallige, uoverskuelige, tidligere ukjendte onder, traadte selvfølgelig atter skarpere frem af den skikkelse, som er alt det ondes begyndelse og aarsag. Satan voksede gjennorn barbarernes værk, men han voksede tillige gjennem mange af deres troessætninger, idet han drog alting i deres religion til sig, der svarede til hans væsen og var ligeartet med ham — og det var ikke lidet. Under berøringen med det græske og romerske liv har han til en vis grad præciseret og romantiseret sig; i berøringen med det nordiske barbari har han germaniseret sig. Talrige skikkelser fra den germaniske mythologi: Guden Loke, Fenrisulven, alverne, sylferne og dværgene gaar over i ham og meddeler ham et nyt udseende, nye egenskaber og manérer. Saaledes lægger Satan paa sig i høide og drøide, snart i langsom, snart i hurtig
