Se f. eks., hvorledes Teofilo Folenga i Baldo’s i det attende aarhundredes makkaroni-latin holdte skildring beskriver djævelen Rubicano, ikke efter sin egen fantasi, men i overensstemmelse med traditionen:
— Ille super lapidem ventosis fertur a balis,
quæ sunt de quisa, veluti gregnapola gestat.
Quatuor in testa fert stantes vertice cornas,
instar montonis tortas, dependet aguzzus
nasus, qui semper vomit atro sulphure flammas.
Plus asini longas hine inde volutat orecchias,
deque cavernosis oculis duo bfasida rolgit
lumina, ner minor est muso sua bocca lupino,
extra quam dentes ul porcus grignat aguzzos.
Barba celut becchi marzo de sanquine pectus
imbrattat, quo testa canis stat ficca tesini,
quæ semper bau bau faciens sua labra biassat.
Vergognosa caput serpentis pars sua vibrat
sibila, sed retro dependet cauda leonis.
Gambæ subtiles pedibus gestantur ovinis,
undique sulphureum de corpore mittit odorem[1]
Baldo og kamerater holder næsten paa at sprække af latter ved at se hans krumspring og grimaser.
- ↑ Maccaroni-latin er et italiensk paafund fra forrige aarhundrede. Denne vrøvlet morsomme sammenblanding af latin og italiensk med latinske endelser lægger naturligvis en oversætter, der ovenikjøbet ikke er hjemme i sidstnævnte sprog, adskillige vanskeligheder iveien, men indholdet af digtet er dog i det væsentlige følgende:
»Henover jorden glider han paa lette vinger af samme slags som flaggermusens(?). Midt i hovedet har han fire horn og den spidse næse hænger ned paa samme maade som skjægget paa en buk og udspyr uafladelig svovlflammer. Der stikker endvidere lange æselører frem, og han vender tvende glødende øine hid og did fra de dybe øienhuler. Hans ulvesvælg er ogsaa rædselsfuldt, og fra den gryntende mund stikker skarpe grisetænder frem. Paa brystet staar et hundehoved, som uafladelig gjør og gomler med kjæften. Hans skamlem bevæger hvislende et slangehoved, men bag ham hænger en løvehale aed. De tynde ben bæres af sauefødder, og der gaar svovlstank ud fra hele hans legeme«.
