Doktorer og kirkefædre er næsten enstemmige i
den tro, at djævlene er begavede med et legeme,
som de allerede besad, mens de endnu var engle,
men som efter faldet er blet tættere og tungere.
Deres legemstæthed er fremdeles langt mindre end
menneskets og blir ikke ansat lige af alle. I det andet
aarhundrede sammenlignede Tatian den med luftens
eller ildens, og ved begyndelsen af det syvende gav
Isidor af Sevilla djævlene et af luft formet legeme.
Andre, som Basilius Magnus, var tilbøielige til at
tilskrive dem et endnu finere legeme. Men man
forstaar jo nok, at der over dette punkt ikke kunde
erhverves en overalt gjældende anskuelse. Derfor
kunde Dante uden at saare nogens samvittighed tilskrive
sin Lucifer i Cocytus’ fjerne isverden et tæt
og fast legeme, som han og Virgil klynger sig til
som til en klippe.
Da de besidder et legeme, maa djævlene ogsaa ha visse naturlige behov som alle levende legemlige væsener: først og fremst at holde legemet ved kræfter, saasom dets bestanddele udslides i livets løb; følgelig maa djævlene føle trang til næring, og i virkeligheden forsikrede ogsaa Origenes, Tertullian, Atenagoras, Minutius Felix, Firmicus, Maternus, F. Johannes Chrysostomus og andre, at djævlene begjærligt indsugede dampen og røgen af de af hedningerne bragte ofre, — en rigtignok ikke meget stoflig, men efter deres konstitution afpasset næring. Nogle rabbinere gik noget videre og vilde gjøre djævlenes spiseseddel endel righoldigere; de lærte, at de nærede sig af ildens lugt og vandets damp, men at de ogsaa var meget begjærlige efter blod,
