Denne skikkelse udelukker ikke en vis eleganse,
men just fordi den ikke udelukker den, maatte den
føre til forhæsligelse. Hornene blev hyppig til oksehorn,
ørerne til æselæren, halen løb ud i et slangehoved.
Uformelige tryner, der lignede springbrøndansigter,
gabede paa brystet, maven og bagdelen;
det mandlige lem havde slangeform og bugtede sig
i alslags krumninger, der mindede om visse besynderlige
fremstillinger i den antike kunst. Benene
forvandlede sig til bukkeben — en erindring fra de
gatmle satyrer — det ene blev endogsaa til hesteben,
fødderne undertiden til fuglefødder eller gaaselabber.
Men dermed havde uformeligheden endnu ikke naaet sin yderste grænse. En besynderlig tro forsikrede, at djævelens legeme bare bestod af fremside og var indvendig hult som gammelt træ, hvis indre er ødelagt gjennem langsom forraadnelse. St. Furseo saa engang en skare djævle med lang hals og med hoder som kobberkjedler. Nogle andre djævle, som blev seet af St. Gutlaco, havde svære hoder, lang hals, skidne, magre ansigter, pjusket skjæg, stive pren, vrede pander, skrækkelige øine, hestetænder, svidt haar, diger kjæft, haarede arme, knudrede knær, krumme ben, tykke knokler, fordreiede fødder. Desuden var stemmen hæs og gneldrende, og de spyede ild af kjæften. Denne ildspying er ikke saa forunderlig, thi sædvanligvis hvislede levende flammer ud af alle legemsaabninger. For den hellige Brigitta viste der sig engang en djævel med hode som en blæsebælg med langt rør, arme som slanger, med ben som stokker med hager paa til fødder.
Men hvem vilde kunne beskrive alle disse vilde
