ifred efter at være brændt til aske. Den stakkars forfulgte lader sig, da lian intet middel ser til sin befrielse, bide af sin fiende og undgaar alene derved døden, at han hurtig naed en kniv skjærer ud kjødet, hvori det farlige bid var trængt ind. Efter at den saaledes havde faaet sin hævn, lod den skrækkelige padde sig ikke se mere.
St. Patrik, St. Grodfried, St. Bernhard og flere andre helgener lyste fluer og andre skadelige insekter — reptilier ogsaa — i ban, og befriede huse, byer og provinser fra deres nærværelse. De i middelalderen, ja ind i den blomstrende renaissancetid, mod dyr førte processer er berømte i overtroens historie; akkurat som man gjorde med djævlene, stævnede man ogsaa dyrene for retten. Aar 1474 blev en djævelsk hane domfældt af magistraten i Basel og dømt til baalet, fordi den havde vovet at lægge et æg. Naar dyr forvandledes til djævle, var det ogsaa billigt, at djævle antog dyreskikkelse.
Men det var dem ikke nok at forvandle sig til dyr, de blev ogsaa til livløse gjenstande. Den hellige Gregorius Magnus beretter et beklagelsesværdigt til fælde om en nonne, der mente at spise et salatblad og slugte i sig djævelen, som siden for en tid tog bolig i hendes legeme. En elev af St. Hilarius, abbeden af St. Galeato, saa engang djævelen i skikkelse af en fristende vindrue. For andre viste den onde, alt efter omstændighederne, sig som et bredfuldt bæger vin, som et guldstykke, en pung med guldstykker, som en træstamme, et rullende fad, ja endogsaa som en korumpe. Ikke uden grund har derfor hollænderen Hieronymus Bosch og nogle andre
