kunne fare ind i legemer af god anseelse, og som kirken havde berømmet. Denne tro, med eller uden indskrænkninger, er ikke saa uskadelig, som det ved første øiekast kunde synes. Mangeslags over tro om den skade, døde legemer kan foraarsage, knytter sig hertil, saavelsom forskjellige skrækkelige forholdsregler for at forhindre dem herfra. Naar en, for død anseet, endnu gjorde en bevægelse, ansaa man uden videre dette for et gjøglespil af djævelen og begravede hurtigst muligt den døde, der endnu vilde leve. Denne tro holdt sig gjennem hele renaissancetiden og var endnu i det attende aarhundrede ikke ganske udslukket.
Djævelen kunde efter behag paatage sig ærværdige og tiltalende skikkelser, men derfor ophørte han ikke at være djævel; om ogsaa usynlig vedblev desuagtet hans djævelskhed med at straale ud af hans hele person som en ond indflydelse. Ogsaa naar han skjulte sig under en skjøn piges, en engels, jomfru Marias eller Kristi egen skikkelse, satte han ved sin nærmelse menneskefølelsen i angstfuldt oprør, indgjød uforklarlig afsky eller efterlod en følelse af unævnelig skræk. Den fordærvelige indflydelse kunde blive endnu stærkere, naar han lod sig se i sin egen eller en anden uformelig (monstrøs) skikkelse. Den brave Cæsar af Heisterbach viser ved forskjellige eksempler, hvor farligt synet af djævelen var. To ynglinger blev syge, efterat de havde seet den onde
