sig overfor den samme Satan, ja en endnu langt indfulere og ondskabsfuld listig djævel. Hans angreb hørte ikke op, men ændrede bare en smule natur. Ude i verden var fristelsen vedvarende, i enkeltheder gaaende, paa en vis maade fordelt paa alt muligt, der frembø?d en uafladelig ophidselse til synd, men i almindelighed ikke voldsom. Men i ensomheden blev den akut, kom og gik og kom igjen omtrent som en paroxysme. I verdenslivet var det, som om den mere gik ud fra ydre ting, i ensomheden tog den sin oprindelse fra organismens ufuldkomment beseirede kræfter, fra enhver sindsbevægelse, der paa nogen maade kunde betyde en tilbøielighed til synd. Ingen anledning til fristelse, om aldrig saa nygtig eller tvilsom, blev forsømt af Satan. Ligesom man troede, at alle sjæle under sin jordiske pilegrimsgang havde en skytsengel ved sin side, der bestræbte sig for at lede dem ind paa forløsningens vei, saaledes troede man ogsaa, at de havde en djævel til ledsager, der uophørligen anstrængte sig for at føre dem til fordømmelsen. Til høire skytsengelen, til venstre djævelen, fristeren.
Alle mennesker kan blive fristede, men fristelsen var forskjellig efter hvert enkelt menneskes kjøn, alder og særegne forhold, undertiden ligefrem og lidet eller aldeles utilhyllet, snart kunstfærdig og skuffende. Sikre midler til at bevare sig imod den fandtes der ikke, da jo ogsaa de, der var biet anseet for og lovprist som de virksomste, kun altfor hyppig
